skoleUvæsen

skoleUvæsen

Om bloggen her

Om dansk skolepolitik.

Den danske folkeskole er i frit fald. Det har den været længe. Ja, faktisk lige siden socialdemokraterne og de radikale (under kyndig ledelse af daværende uv.min. Ritt Bjerregård med sin U'90) for flere decennier siden indførte skolens største fejldisposition: enhedsskolen.
Men hvorfor er der ingen der kan se problemet?
Det tager vi under kyndig behandling, her. (Og jeg gider ikke ligge under for janteloven, så jeg tillader mig at påstå at jeg véd hvad jeg snakker om.)
Så velkommen til denne blog. Nyeste indlæg findes (og begynder som regel) på back.eftertanke.dk

V.h. :) .b

Lærer-usagligheden vandt igen!

slaphedskulturPosted by Knud Aa. Back Mon, December 20, 2010 09:16:43

Det forholder sig tydeligvis med DLF (Danmarks Lærerforening) som med de franske vinbønder: Hvad de er imod, kan ingen regering komme igennem med; slet ikke sund fornuft. Så regeringens forsøg på at give kommunerne mere frihed i stedet for detailstyring, strander selvfølgelig på motivfordrejning, almindelig misinformation og mistænkeliggørelse + den omsiggribende gallupdemokratiforskrækkelse.

Fortsat fra eftertanke.dk

Det er faktisk en skam at uv-ministeren ikke bare har stået fast på principperne. Regeringen må da snart have lært at ligegyldigt hvad den foreslår, skydes det ned af DLF. Dette S-SF-parti har kun det ene mantra; det bruges til gengæld hele tiden: Send flere penge!

Det kunne anbefales uv-ministeren at være mere velforberedt når hun møder pressen, så var der måske et lille håb om at vi bare indimellem kunne skimte et glimt af saglighed i skoledebatten.

Når nu regeringen fremlægger et forslag, som godt nok er udarbejdet i samarbejde med Kommunernes Landsforening, bør den være bevæbnet til tænderne med eksempler på hvorfor det ville være godt for kommunerne at sådan og sådan …

Man burde fx kunne forudse at delforslaget om klassestørrelser ville sætte en masse følelser i kog hos journalisterne (understøttet af DLF-primusapparatet). Og derfor burde man have indhentet nogle eksempler på hvor større hold ikke ville gøre så meget fra eller til – ud over at give råd til at hjælpe børn med særlige vanskeligheder i andre situationer.

Pressens rolle

Den såkaldte “nyhedsformidling” på tv bygger i dag mest på følelser. Og hvis studieværtinden kan tage en næsten grædende stemme på, er succesen i kassen. Som andre har nævnt før mig, består tv-journalistik i dag mestendels af følgende: Journalisten fra tv læser sin morgenavis og skynder sig ud med et kamerahold for at finde et par tilfældigt forbipasserende som så kan give deres uforbeholdne mening til kende.

Dette vox populi-dyrkelse er alene udtryk for journalistisk dovenskab og idémæssigt armod. For de interviewede udmærker sig som regel ved ikke at have en sk’disse forstand på det de skal udtale sig om. Men hvad de ikke véd noget om, kan de til gengæld have en masse følelser “omkring”. – Og i den seneste version af denne obligate øvelse er man nu begyndt med at begynde tv-indslaget med de “uskyldige små”. For “af børn og fulde folk …”<Læs i denne forbindelse gerne essayet Af børn og fulde folk på delsiden Den sorte skole.>

Eller som vi så det i går på TV2-Nyhederne: Indslaget lægger ud med at et barn i indskolingsalderen giver sit uforbeholdne syn på klassestørrelser.

Man må sige: Sagligheden har nået nye højder i nyhedsformidlingen. – Jeg har selv været med til at manipulere unger til at mene det rigtige foran et kamera (i min seminarietid fra ’68, inspireret af en smart seminarielærer som havde et fedt bijob i DR og et ben hos forlagene så alle orienteringsbøger kom til at handle om Grønland). Og mediekurser i Danmarks Realskoleforening har også lært mig et og andet om radio- og tv-journalisters “vinklinger”.

Følelser, følelser, følelser

Som det hedder i et KD-indlæg fra den 29/10 d.å.: Jeg føler, ergo har jeg ret. Ergo, når forældre har så mange følelser omkring[!] klasse- og skolestørrelser, må de have ret. Måske var det på tide at vi ser nogen i regeringen (og i Folketinget i øvrigt) der har mods- og mandshjerte til at skære igennem al den blævresuppe.

Hvad med at få smækket nogle facts på bordet:

  • Større skoler giver større lærerpotentiale, nemlig flere lærere der kan undervise i det de har forstand på.
  • Der er ingen principiel forskel på en klassestørrelse på 28 og en på 32
  • Hvis man er fleksibel i den ene ende, kan man opnå større fleksibilitet i den anden hvor det netop kan betyde alverden for den enkelte elev.

Læg så de skoler sammen

Men ude i kommunerne, hvor man skal have enderne i verdens dyreste folkeskole til at nå sammen, er man åbenbart også regeret af følelser. Se blot på alle de tilfælde hvor det mest saglige er at slå små skoler sammen. Hvad frygter man så, hvorfor gør man det ikke?

– Åh nej, så opretter forældrene bare friskoler.

Så lad dem dog. Jeg skal hilse fra en som har været ved at slide sig op så dette projekt hele to gange på ét liv, at det ikke er noget man kommer sovende til. Det kræver et forældreengagement ud over det sædvanlige. Og som, når det er til stede, kun kan være til gavn for skolen.

Så er der økonomien i det. Det bliver for dyrt, og kommunen mister den økonomiske gevinst skolesammenlægningen skulle give. – Det kan ikke passe: Det må immervæk være billigere for kommunerne med skoler som forældrene nu selv kommer til at betale 30 % af alle udgifter til.

Og så har processen den helt klare sidegevinst at man ved samme lejlighed får ryddet op i lærerkorpset; man får gennemført den nødvendige renselsesproces.

For man kan lige så godt se det i øjnene. Ingen regering, lige gyldig hvor rød den er (og dermed blåøjet), vil kunne komme uden om det faktum at skolens problemer i dag alene skyldes den dødvægt af uduelige lærere den skal slæbe rundt på fordi ingen tør gøre noget ved problemet. Og som giver skolen gennemsivningsproblemet med slaphedskulturen. Her er det netop ikke det gode eksempel der smitter.

Ingen skoler under 3 spor

Hvis kommunerne stadig skal have ansvaret for folkeskolen (og man ikke griber til den udmærkede idé at privatisere hele baduljen), må de have som målsætning at ingen skoler der rummer 6-10.kl., må være under 3 spor. Altså at der skal være mindst tre 6.-klasser, tre 7.-klasser osv.

Foruden den nævnte lærerfordel er der så også meget større potentiale for holddelinger på tværs af klasserne. Man kan lave pigefysik, drengemadlavning, niveaudelinger i hovedfagene (jamen fy dog; det med niveaudeling kommer vi til, senere på denne blog). – Og storhold.

Med samordnede årsplaner blandt lærerne kunne man sagtens vise film (i dansk, i sprogfagene, i orienteringsdittoerne) med 3 klasser på én gang.

Foredragstimer kan også sagtens foregå i en stor sal med hele årgangen (eller flere) på én gang. På den skole jeg kommer fra, sidst, havde vi en ugentlig foredragstime. Foredrag som kunne handle om hvad som helst, men som var horisontudvidende i særlig grad fordi det var noget andet end det sædvanlige i skolehverdagen. Og den ugentlige løbetræning; hvorfor skulle det være umuligt at organisere det for hele overbygningen på én gang. Eller alle de gange hvor der alligevel bare spilles fodbold i idrætstimerne (og det halve af pigerne alligevel har menstruation, for 4. gang på en måned)!

Og så nogle friskolers virkelige scoop: fortælletimerne. Der findes gudbenådede fortællere i den danske skoleverden. Og har man ikke lige en lokalt, skulle det med den ordentlige planlægning som skolens dygtige og dedikerede lærere står for, ikke være så svært at få indforskrevet en andetstedsfra.

Ergo: Mulighederne er legio (hvis man blot ikke lader sig begrænse af DLF-betonen)!