skoleUvæsen

skoleUvæsen

Om bloggen her

Om dansk skolepolitik.

Den danske folkeskole er i frit fald. Det har den været længe. Ja, faktisk lige siden socialdemokraterne og de radikale (under kyndig ledelse af daværende uv.min. Ritt Bjerregård med sin U'90) for flere decennier siden indførte skolens største fejldisposition: enhedsskolen.
Men hvorfor er der ingen der kan se problemet?
Det tager vi under kyndig behandling, her. (Og jeg gider ikke ligge under for janteloven, så jeg tillader mig at påstå at jeg véd hvad jeg snakker om.)
Så velkommen til denne blog. Nyeste indlæg findes (og begynder som regel) på back.eftertanke.dk

V.h. :) .b

Mere undervisning

helhedsskolenPosted by Knud Aa. Back Mon, January 03, 2011 11:29:37

Løkke og Thorning kan åbenbart blive enige om én ting: mere undervisning i folkeskolen. Det er i og for sig et udmærket udgangspunkt for at komme videre. Spørgsmålet et blot: Hvordan gør man det for de samme penge? For riget fattes nok som bekendt penge!

Nytænkning kræver tit slagtning af hellige køer. Således også i dette tilfælde. Og den hellige ko der virkelig stiller sig i vejen for den effektive undervisning, er enhedsskolen. Altså den ulyksalige idé at alle begavelser helst skal undervises sammen.

Misbrug af forskning

Det hævdes at ved udelte hold højner man niveauet hos de dårligst udrustede.

Hvis det er fakta, så benægter A fakta! smiley

Praktisk erfaring siger at dette “videnskabelige” forsvar for enhedsskolen bygger på akademisk skrivebordsarbejde. Det er nemlig en sandhed med modifikationer. Normalfordelingskurven ser sådan ud, og den kan sagtens bruges på begavelse, også:

<Normalfordelingskurven som jeg har hugget fra min gode ven Steinar Thorvaldsen>

Hvis man derfor vil påstå at sammenholdte hold giver bedre gennemsnitsresultater, må hele kurven jo i årenes løb være rykket til højre. PISA og alverdens erfaring viser at det forholder sig lige modsat. I den faktiske verden er kurven rykket til venstre: Altså med et samlet ringere resultat. Så påstanden om at sammenholdte elever har et højre læringsniveau end holddelte, turde være falsificeret.

Min mangeårige erfaring viser mig at på danskhold fx, vil midtergruppen (over til -1s på X-aksen) måske nok blive rykket ved en dygtig førergruppe (over +2s) på holdet. Men venstregruppen (-2s) vil blive tabt på gulvet, af den simple grund at den meget hurtigt står af hvis den hele tiden må støde panden mod den mur der hedder: Jeg fatter ikke en brik af hvad de snakker om!

Og at højregruppen også taber på sammenholdet, skyldes det faktum at når læreren skal undervise for en midterelev der ikke eksisterer, falder de dygtigste hen, af den simple grund at læreren ikke får tid til at give de dygtigste et fagligt kompetent modspil. Deres stile bliver returneret med påtegnelsen “fint nok”, og det kan man ikke bruge til noget! – Det kan man jo nok forstå. Hvis man ikke kan forstå det, kan man ingenting forstå!

Læreren kun et menneske

Undervisningsdifferentiering er det dyre ord som skal sælge enhedsskolen. Men i den ideologiske idealverden glemmer man at et menneske kun er et menneske. Således også den stakkels lærer som har en vis begrænset tid til rådighed (selv når han kommer til tiden!). Dvs. hvis den gruppe der skal undervises, ikke er nogenlunde homogen, vil meget af tiden på klassen ganske enkelt være spild af tid for alle elever. For den omtalte midterelev findes jo ikke. Og så skal alle bruge energi på at forholde sig til undervisningen for denne imaginære mønsterelev.

Men åh, det er så synd for “dem der går på grund”. Dengang vi i skolen havde grundkursus og udvidet ditto, var der mange elever der følte sig kasseret. Ifølge lærerne. Men det kan der nu være mange grunde til. Fx at grundholdene ikke blev omfattet af den fornødne respekt.

Fag opdelt i 7 niveauer

På Odsherreds Efterskole, hvor jeg var så heldig at afslutte min aktive lærerkarriere, har man niveaudeling i hovedfagene. Jeg har selv undervist både på topniveau og på opbygningsniveau, så jeg véd hvad denne niveaudeling gør for eleverne. Det er nemlig – i modsætning til hvad der er god latin i dagens folkeskole – fagligt udviklende og ikke mindst personligt opbyggende for den enkelte.

Hold-1-elever, som ifølge den gængse ideologi svigtes ved ikke at være sammen med de dygtigste, oplever at de kan komme til orde i god ro og orden, hvor de hidtil har følt sig nedtomlede af de hurtige på replikken. Og med de lærerteam der bærer dem frem til nye sejre, kan de for første gang i deres liv opleve skolen som et positivt element i deres hverdag.

Selvfølgelig har jeg ofte af den elev som møder op på mit matematikhold med selvtilliden nede under gulvbrædderne, fået kamp til stregen; er blevet skældt ud fordi han ikke kan finde ud af det, ikke tør tro på sig selv, er “åh, så dum til matematik”! Men af og til er det alligevel til sidst lykkedes at få åbnet blot en lille dør på klem til matematikkens verden. Det skal nu også være svært når man efter 8-9 års skolegang ikke engang har styr på 10-talssytemet, men må bruge en lommeregner for at gange et tal med 10. Remsen “man ganger et tal med ti ved at sætte et nul bagi!”, har hidtil været en by i Rusland for disse elever.

På den anden side har jeg med mine superdanskelever oplevet deres (positive) forbavselse over at “fint nok” hos mig er forvandlet til “det og det kunne du faktisk godt stramme op”; “er du sikker på at du har udtrykt dig umisforståeligt i dette afsnit?”; “hvad med at stramme din alenlange redegørelse op? man bliver jo træt bare ved at se alle de sider du har spyttet ud” osv.

For slet ikke at tale om at man kan læse tekster med en noget større intellektuel udfordring end hvis man skal tage hensyn til elever som dårligt kan læse endnu.

Respekt for forskellighed

Så er der naturligvis det sociale aspekt ved niveaudelingen. Men det er faktisk ikke noget problem – efter nogen tid. Eleverne mødes nemlig på kryds og tværs i andre sammenhænge; i “familierne” med deres særlige familielærer (en pendant til klasselæreren som de ikke når at blive dødtræt af fordi de hænger på vedkommende i 9 år); på rengøringsholdene; i idræt; i linjefagene; i temaugerne herunder årets dramaopførelse. (Et år var en af hovedrolleindehaverne i elevernes egenproduktion en dreng der kæmper med sin stammen.)

Endelig gør lærerteamene der har med hold 1’erne at gøre, meget ud af at promovere “deres 1’ere”. Med det resultat at elever der kommer fra ordblindeskoler også får lov at opleve en normal skoletilværelse i samspil med de andre.

Så den danske (folke)skole trænger til lidt fordomsfri nytænkning. smiley

Lærer-usagligheden vandt igen!

slaphedskulturPosted by Knud Aa. Back Mon, December 20, 2010 09:16:43

Det forholder sig tydeligvis med DLF (Danmarks Lærerforening) som med de franske vinbønder: Hvad de er imod, kan ingen regering komme igennem med; slet ikke sund fornuft. Så regeringens forsøg på at give kommunerne mere frihed i stedet for detailstyring, strander selvfølgelig på motivfordrejning, almindelig misinformation og mistænkeliggørelse + den omsiggribende gallupdemokratiforskrækkelse.

Fortsat fra eftertanke.dk

Det er faktisk en skam at uv-ministeren ikke bare har stået fast på principperne. Regeringen må da snart have lært at ligegyldigt hvad den foreslår, skydes det ned af DLF. Dette S-SF-parti har kun det ene mantra; det bruges til gengæld hele tiden: Send flere penge!

Det kunne anbefales uv-ministeren at være mere velforberedt når hun møder pressen, så var der måske et lille håb om at vi bare indimellem kunne skimte et glimt af saglighed i skoledebatten.

Når nu regeringen fremlægger et forslag, som godt nok er udarbejdet i samarbejde med Kommunernes Landsforening, bør den være bevæbnet til tænderne med eksempler på hvorfor det ville være godt for kommunerne at sådan og sådan …

Man burde fx kunne forudse at delforslaget om klassestørrelser ville sætte en masse følelser i kog hos journalisterne (understøttet af DLF-primusapparatet). Og derfor burde man have indhentet nogle eksempler på hvor større hold ikke ville gøre så meget fra eller til – ud over at give råd til at hjælpe børn med særlige vanskeligheder i andre situationer.

Pressens rolle

Den såkaldte “nyhedsformidling” på tv bygger i dag mest på følelser. Og hvis studieværtinden kan tage en næsten grædende stemme på, er succesen i kassen. Som andre har nævnt før mig, består tv-journalistik i dag mestendels af følgende: Journalisten fra tv læser sin morgenavis og skynder sig ud med et kamerahold for at finde et par tilfældigt forbipasserende som så kan give deres uforbeholdne mening til kende.

Dette vox populi-dyrkelse er alene udtryk for journalistisk dovenskab og idémæssigt armod. For de interviewede udmærker sig som regel ved ikke at have en sk’disse forstand på det de skal udtale sig om. Men hvad de ikke véd noget om, kan de til gengæld have en masse følelser “omkring”. – Og i den seneste version af denne obligate øvelse er man nu begyndt med at begynde tv-indslaget med de “uskyldige små”. For “af børn og fulde folk …”<Læs i denne forbindelse gerne essayet Af børn og fulde folk på delsiden Den sorte skole.>

Eller som vi så det i går på TV2-Nyhederne: Indslaget lægger ud med at et barn i indskolingsalderen giver sit uforbeholdne syn på klassestørrelser.

Man må sige: Sagligheden har nået nye højder i nyhedsformidlingen. – Jeg har selv været med til at manipulere unger til at mene det rigtige foran et kamera (i min seminarietid fra ’68, inspireret af en smart seminarielærer som havde et fedt bijob i DR og et ben hos forlagene så alle orienteringsbøger kom til at handle om Grønland). Og mediekurser i Danmarks Realskoleforening har også lært mig et og andet om radio- og tv-journalisters “vinklinger”.

Følelser, følelser, følelser

Som det hedder i et KD-indlæg fra den 29/10 d.å.: Jeg føler, ergo har jeg ret. Ergo, når forældre har så mange følelser omkring[!] klasse- og skolestørrelser, må de have ret. Måske var det på tide at vi ser nogen i regeringen (og i Folketinget i øvrigt) der har mods- og mandshjerte til at skære igennem al den blævresuppe.

Hvad med at få smækket nogle facts på bordet:

  • Større skoler giver større lærerpotentiale, nemlig flere lærere der kan undervise i det de har forstand på.
  • Der er ingen principiel forskel på en klassestørrelse på 28 og en på 32
  • Hvis man er fleksibel i den ene ende, kan man opnå større fleksibilitet i den anden hvor det netop kan betyde alverden for den enkelte elev.

Læg så de skoler sammen

Men ude i kommunerne, hvor man skal have enderne i verdens dyreste folkeskole til at nå sammen, er man åbenbart også regeret af følelser. Se blot på alle de tilfælde hvor det mest saglige er at slå små skoler sammen. Hvad frygter man så, hvorfor gør man det ikke?

– Åh nej, så opretter forældrene bare friskoler.

Så lad dem dog. Jeg skal hilse fra en som har været ved at slide sig op så dette projekt hele to gange på ét liv, at det ikke er noget man kommer sovende til. Det kræver et forældreengagement ud over det sædvanlige. Og som, når det er til stede, kun kan være til gavn for skolen.

Så er der økonomien i det. Det bliver for dyrt, og kommunen mister den økonomiske gevinst skolesammenlægningen skulle give. – Det kan ikke passe: Det må immervæk være billigere for kommunerne med skoler som forældrene nu selv kommer til at betale 30 % af alle udgifter til.

Og så har processen den helt klare sidegevinst at man ved samme lejlighed får ryddet op i lærerkorpset; man får gennemført den nødvendige renselsesproces.

For man kan lige så godt se det i øjnene. Ingen regering, lige gyldig hvor rød den er (og dermed blåøjet), vil kunne komme uden om det faktum at skolens problemer i dag alene skyldes den dødvægt af uduelige lærere den skal slæbe rundt på fordi ingen tør gøre noget ved problemet. Og som giver skolen gennemsivningsproblemet med slaphedskulturen. Her er det netop ikke det gode eksempel der smitter.

Ingen skoler under 3 spor

Hvis kommunerne stadig skal have ansvaret for folkeskolen (og man ikke griber til den udmærkede idé at privatisere hele baduljen), må de have som målsætning at ingen skoler der rummer 6-10.kl., må være under 3 spor. Altså at der skal være mindst tre 6.-klasser, tre 7.-klasser osv.

Foruden den nævnte lærerfordel er der så også meget større potentiale for holddelinger på tværs af klasserne. Man kan lave pigefysik, drengemadlavning, niveaudelinger i hovedfagene (jamen fy dog; det med niveaudeling kommer vi til, senere på denne blog). – Og storhold.

Med samordnede årsplaner blandt lærerne kunne man sagtens vise film (i dansk, i sprogfagene, i orienteringsdittoerne) med 3 klasser på én gang.

Foredragstimer kan også sagtens foregå i en stor sal med hele årgangen (eller flere) på én gang. På den skole jeg kommer fra, sidst, havde vi en ugentlig foredragstime. Foredrag som kunne handle om hvad som helst, men som var horisontudvidende i særlig grad fordi det var noget andet end det sædvanlige i skolehverdagen. Og den ugentlige løbetræning; hvorfor skulle det være umuligt at organisere det for hele overbygningen på én gang. Eller alle de gange hvor der alligevel bare spilles fodbold i idrætstimerne (og det halve af pigerne alligevel har menstruation, for 4. gang på en måned)!

Og så nogle friskolers virkelige scoop: fortælletimerne. Der findes gudbenådede fortællere i den danske skoleverden. Og har man ikke lige en lokalt, skulle det med den ordentlige planlægning som skolens dygtige og dedikerede lærere står for, ikke være så svært at få indforskrevet en andetstedsfra.

Ergo: Mulighederne er legio (hvis man blot ikke lader sig begrænse af DLF-betonen)!

Uuddannede vikarer

folkeskolenPosted by Knud Aa. Back Thu, December 16, 2010 09:24:38

Hvorfor skulle det være et problem? Hvor er journalisternes kritiske sans? Hvorfor har lærerne ikke forberedt sig ordentligt på at man kan få forfald?

Han fører sig frem – elevernes formand, Troels Boldt Rømer. Og han får tilsyneladende lov til det, nu hvor han er blevet verdensberømt i Danmark og pressens erklærede mediedarling. Så ham kan vi godt spå en glorværdig fremtid – som formand for DSU eller SFU. Læs videre her, hvor der også er mulighed for at debattere dette indlæg. Der var engang, for læææænge siden, at der bredte sig en træthed i det gamle arbejderparti S ved at “polit’erne” overtog partiet (med bl.a. J. O. Krag). Men de var da i det mindste uddannede. Som Claes Kastholm så udmærket har henhostet et par gange i sin lørdagsklumme i Berlingske, Læst & påskrevet, kendetegner det en del christiansborgpolitikere i dag at de ikke har gjort deres uddannelse færdig. [Henvisning til denne klumme er åbenbart ikke mulig, men her er en Groft sagt lidt i samme “henretning”.]

Så skal vi følge tendensen, kan vi forudse at den unge mand som nu bæres frem på en medietsunami, nok ikke engang vil gøre sin gymnasiale uddannelse færdig. Men hvad, i sin diskussion med undervisningsministeren i Clemens omtale diskussionsshow har elevformanden jo til fulde vist at han med sine uendelige afbrydelser er en yderst udannet person. Og nok som bekendt kræver højere uddannelse ditto dannelse.

En stor mand – langsomt

I et gammelt, højst umoderne ord hedder det: “Gør en stor mand ud af ham, men gør det langsomt!” Man kunne jo ønske for den unge mand at det var dét der var hans fremtidsperspektiv, i modsætning til den nuværende berømmelse med den indbyggede træthedsfaktor og hurtig udløbsdato. Men foreløbig går det altså meget godt med serveringen af diverse pseudonyheder om den danske folkeskole. Et påhit fra udsendelsen om babysitning i stedet for undervisning kunne ses i går på Berlingskes forside (med den sædvanlige efterplapring i radio og tv), nemlig at Københavns kommune benytter sig af uuddannede vikarer.

Stor ståhej for ingenting

Og hvad så? Hvordan kan dét være et problem? Ja, problemet er så åbenbart at journalisterne af en eller anden mystisk grund har glemt deres kritiske sans hjemme på redaktionen når de farer ud efter en så sensationel opdagelse. Skolerne har i årevis brugt unge studerende som vikarer. Det er faktisk en udmærket måde at se folk an på, og for dem selv at vurdere sig selv i skolesammenhæng. Dur de i en vikarjob, kunne det tænkes at de senere også ville kunne fungere på bedste vis i en lærerstilling. Så hvis man vil bremse rekrutteringen til læreruddannelsen, gå værsgo. Men hvorfor er der ingen journalister der spørger oraklet om hvordan han kan tale om babypasning i forbindelse med vikarsituationen? Hvad blev der af elevformandens hidtidige leflen for lærerne? Det er da en mistillid der vil noget, at beskylde lærere for ikke at have forberedt den situation ordentligt at man kan få forfald.

Fornærmet på standens vegne

Man må som gammel fuldtidslærer føle sig noget pikeret over at sådan en grønskolling påstår at jeg ikke havde forberedt fx mine danskhold på at jeg kunne blive syg i tiden op til hvor jeg var nødt til at holde inde med mit ønskejob. Der lå altid en besked klar til vikaren om hvad holdet skulle foretage sig. Eleverne kunne arbejde videre med den analyse de var i gang med, af den novelle vi havde under behandling eller den stil der skal afleveres på fredag. Eller de kunne gå videre i grupperne i deres forberedelse af deres næste foredrag. Eller tage fat på det forfatterskab der ligger som næste punkt på årsplanen. Benny Andersen. En analyse i tre dele. Hans tidlige forfatterskab med Den indre Bowlerhat og Kamera med køkkenudgang. Hans folkelige gennembrud og samarbejdet med Poul Dissing om Svantes Viser. Og endelige Rosalina-sangene (og forfatterens egen livsbane). Endelig vil den velforberedte lærer også have noget færdighedsindøvelse i baghånden. Undervisningsprogrammet med sætningsanalysen eller kommateringen. Endelig kunne holdet, hvis det på lærerens fraværsdag drejer sig om en dobbelttime, måske sammen med andre hold se den film som hører til årets pensum. Det kan man sagtens klare med to-tre klasser på én gang. – Nå nej, det går jo ikke, Man må jo ikke undervise så mange elever på én gang! Endelig er der også det oplagte aspekt med vikarer at jeg “meget nødig ville have mig frabedt” at en vikar skulle gennemgå “nyt kritisk stof”. Når jeg skulle gennemgå Benny A’s brug af billedsprog og lære eleverne at skelne mellem fx egentlige og kombinerede metaforer, ville jeg godt nok gerne selv stå for det. Der er ganske enkelt ting i ens undervisning man hellere udsætter en dag eller to, end overlader til andre – de være sig nok så læreruddannede. Og det sludder en vikar undertiden kunne komme med, måtte man så bare rette ved første og bedste lejlighed. Men at holdet ikke skulle kunne få lavet noget fornuftigt, det er fornærmende nedvurdering af mine gamle superelever!

De oplagte spørgsmål

Så den kritiske journalist kunne jo passende “spørge ind til” hvorfor læreren ikke har forberedt vikartimerne ordentligt. For havde han det, var vikarrekrutteringen jo ikke hovedproblemet. (En sådan forudseenhed hører vel med i tilrettelæggelsen af årsplanen?!) I øvrigt når folkeskoleloven har den ikke alt for viise (véd godt at stavningen her ikke er normret, men den er til gengæld “skelne-ret” = nem at forstå) regel om at man skal være seminarieuddannet for at kunne undervise i den danske folkeskole, kan loven jo umuligt gælde for vikarer. Noget så tåbeligt nægter jeg at tro at lovgiverne har haft til hensigt. (Jf. i denne sammenhæng mit forslag til en ny læreruddannelse hvor netop den der er ved at uddanne sig til lærer, kastes ud i undervisning fra dag 1! Men journalisterne kunne jo heller ikke finde på at spørge om læreres timeforbrug på at komme for sent, på generel dårlig forberedelse, på hygge før og efter ferier, på computerspil … for et par dage siden da kommunernes “grove nedskæring af timetallet” var på programmet. <Se også For sent til timen> Nej, så er det meget bedre at slutte spørgsmålsrækken dér hvor den altid slutter, og hvor det obligate svar ligger lige for: Send flere penge! Og dér endte historien da også for mig i går da jeg ikke have tid til at følge den længere: Nemlig med et interview i middagsradiovisen på P2 med skoleledernes formand hvor netop dette svar var udgangsbønnen.

;) .b

For sent til timen

folkeskolenPosted by Knud Aa. Back Tue, December 14, 2010 17:43:01

Ågerup skole

ugentlig

ugl sum

svarer til

årligt forsenttimetal

brøkdel af normalskoleåret på klassetrinnet

klassetrin

ugl. uv.timetal

lektionslængde

antal klokketimer

gns for sent

af min for sent

antal timer

årligt timetal på kl.trinnet

1

25

45

18,75

5,6

140,0

2,3

93,3

750

1,3

2

25

45

18,75

5,6

140,0

2,3

93,3

750

1,3

3

25

45

18,75

5,6

140,0

2,3

93,3

750

1,3

4

28

45

21,00

5,6

156,8

2,6

104,5

840

1,1

5

28

45

21,00

5,6

156,8

2,6

104,5

840

1,1

6

30

45

22,50

5,6

168,0

2,8

112,0

900

1,1

7

29

45

21,75

5,6

162,4

2,7

108,3

870

1,1

8

33

45

24,75

5,6

184,8

3,1

123,2

990

1,0

9

34

45

25,50

5,6

190,4

3,2

126,9

1020

0,9

alle klasser

24,0

t/uge

skoleåret

40

uger

959,5

t/år

12,4

% af timetallet

Kommentar til opstillingen:

Ganges gennemsnitstallet for lærernes kommen for sent med klassens ugentlige timetal (korrigeret for rigtige timer), får man det antal minutter hver klasse snydes for per uge.

Med ni klasser i beregningen finder vi så den samlede tid for skolen.

Skoleåret har 40 uger, og så er vi nået frem til det antal timer per skoleår denne skoles elever har manglet læreren.

Yderligere kommentarer skulle vist ikke være nødvendigt.

;) .b

Slaphedskultur i skolen

slaphedskulturPosted by Knud Aa. Back Tue, December 14, 2010 09:04:48

Der er så meget at tage fat på i Clement Kjersgaards diskussion om folkeskolen i sin Debatten, at man næsten ikke véd hvor man skal ende, eller hvor man skal begynde. Fx dét at de største urimeligheder får den største applaus.

Og så er sagen med folkeskolen provokerende enkel: Aben ligger hos lærerne, herunder ikke mindst DLF!!!

Og det er ikke noget nyt. I de over 40 år jeg har været i det danske skolevæsen, har den slaphedskultur som blev nævnt i programmet, været gældende. Så enhver saglig-objektiv bedømmelse må munde ud i at det ikke (alene) kan være den nuværende regerings skyld. Bertel Haarder har i hvert fald gjort sit til at få rettet op på tingenes skæve tilstand. Både under Schlütter og under Fog.

Og så den meget bragesnakkende og afbrydende elevformands talgymnastik om at eleverne har mistet så og så mange timer på grund nedskæringer. Den øvelse kræver lige et lille apropos:

Der var i udsendelsen enighed om at lærerne i gennemsnit kommer 5,6 min. for sent til hver time. Denne brutale kendsgerning blev fremlagt af Niels Egelund fra DPU (sjovt nok nævnes han ikke i DR’s foromtale af udsendelsen!) i følgende ordveksling (refereret nogenlunde ordret efter hukommelsen):

Niels Egelund: “Vi har ikke den kultur som de har i USA og Kina hvor lærerne møder til tiden!”

Anders Bondo Christensen: “Jeg tror forældrene er meget godt tilfreds med at vi ikke har en kultur i skolen som i USA og Kina …”

Dette forsøg fra lærerformanden på at snakke udenom er bare for dumt – eller også fatter manden ikke hvad sagen drejer sig om.

Det sidste skulle ikke undre mig, for de godmodige drillerier som Bertel Haarder i sin tid udsatte DLF-formanden for fordi han kløjes i den danske grammatik, gik ham fuldstændigt hen over hovedet.

Elevformand Troels Boldt Rømer havde travlt med en statistik fra en holbæklærer de skulle vise at kommunerne har snydt folkeskolen for et antal timer der svarer til 2 hele år i et undervisningsforløb. Og dermed kunne han jo holde sig gode venner med lærerne.

Men nu er der andre i kongeriget der kan regne. Så vi kunne jo passende se på hvad de 5,6 minut per lektion vil betyde over et niårigt skoleforløb. For en skole i Holbæk Kommune (se beregningen herunder) betyder denne slendrian at en elev mister over et år i sin skoletid fra 1- 9.kl. Hvis vi så hertil lægger den mistede uv-tid der går med at læreren går før timen er slut, eller spilder tiden pga. manglende forberedelse (jeg har aldrig forstået hvordan 45 min. kan være for meget tid på klassen.)

Og hvis skyld er så det? Kommunalbestyrelsen? Forældrenes? Elevernes? Den til enhver tid siddende regering?!

Det ville unægtelig klæde Bondo at gribe i egen barm i steder for at snakke uden om. For denne udbredte forsømmelighed fra skolens frontmedarbejderes side kan vel kun betegnes som overenskomstbrud?!

Og jeg véd da godt at det ikke er alle lærere der er bærere af denne slaphedskultur. Men det kan immervæk være svært for de retlinede at blive ved med at holde fanen højt når fagforeningen kun kan kræve ind. Og fx kalder resultatløn for fedterøvstillæg. Så er stilen “lissom” lagt for den der gerne vil gøre noget ekstra!

Men lærerne er heldige. For når denne kultur har kunnet trives og gro i ét væk fra ‘68 og frem til i dag, er det fordi tidstyvene jo har en klemme på alt og alle.

  • Forældre kan opleve deres børn taget som gidsler. Tænk, det er vist sket en enkelt gang eller to at lærere har ladet det gå ud over børnene når deres forældre har været for vanskelige.
  • Skoleledelsen står tit magtesløs og kan ikke gribe ind fordi der ikke er fuld opbakning fra kommunalpolitikkerne. Især ikke når lærerne får sendt eleverne på barrikaderne med forstyrrende skilte foran rådhuset og villige kamerafolk i slipstrømmen.
  • Kolleger der forsøger at gå foran, betragtes som morakkere eller direkte illoyale. For slet ikke at tale om de tilfælde hvor frustrationen får vedkommende til at henvende sig til ledelsen og påpege direkte svigt. Det er jo ren stikkervirksomhed!

Hvad skal man så gøre ved det? Vi har tydeligvis brug for en Margaret Thatscher til at få ryddet op i kulminerne!! Men hvor får man sådan en fra? Den lille Røde havde jo ret: Der skal ekstraordinært skrappe midler til for at få en lærer fyret.

Hvorfor rejser der sig ikke et folkeligt krav om at lærerne kommer op på beatet? At man får brudt det sygelige fagforeningslag af beton der ligger over enhver fornyelse af folkeskolen? For i dag er det sådan at man skyder på budbringeren (fx en oprydningsparat uv-minister) frem for på problembærerne.

Så det ender vel med, som Niels Egelund sagde, at vi bliver spist af den asiatiske tiger. Goodbye velfærdsstat. Så lad os endelige få en ny regering. Det kan kun gå for langsomt. Hvorfor trække dødskampen unødigt ud? Lad falde …

Yderligere dokumentar

Andre har også kunnet få øje på slaphedskulturen:

David Trads, Berlingskes washingtonkorrespondent, skriver torsdag den 9. dec. i en artikel i avisen (Min datters skole i USA er dobbelt så god som den danske) om hvordan han bliver mindet om de danske skoleforhold på en smuttur tilbage til fædrelandet:

På Frederiksberg begynder undervisningen klokken otte, men da jeg gik forbi, var klokken ti minutter over otte. Pludselig kom en af de lærere, som min datter plejede at have, cyklende i fuld fart i shorts og t-shirt. Han hilste – undskyldte smilende at han ikke havde tid til at snakke idet han var forsinket. For mig var episoden et ubehageligt deja-vu – fordi det var så pokkers normalt at lærerne kom dalrende for sent til timerne i Danmark.

DR’s foromtale fra i dag på text-tv:

DR2 S337 tir 14 dec 06:02:41

### TTV:399 G 16:9

DR2 Debatten: Er folkeskolen dumpet?

Danske elever kan hverken skrive eller regne. Den seneste PISA-måling har igen dumpet folkeskolen. Men hvem står med ansvaret? Og kan vi overhovedet blive det førende vidensamfund, som vi stræber mod? Mød undervisningsminister Tina Nedergaard i debat med blandt andre skolebørnenes formand Troels Boldt Rømer, lærernes formand Anders Bondo Christensen, tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager, rektor Dorthe Enger og videnskabsjournalist Lone Frank. Vært: Clement Kjersgaard. Sendt første gang 09.12.10.

Beregning på forsenttimetallet for Ågerup skole, Holbæk Kommune, skoleåret 2010/11 (foretaget af K. Aa. Back, 13.dec.2010):

Beregningen ses nu på et regneark overført til bloggen. Se næste indlæg. ;)

Så fyr dog de lærere!

folkeskolenPosted by Knud Aa. Back Sat, December 11, 2010 07:05:28

I Kristeligt Dagblads leder, En vingeskudt folkeskole, fra fredag den 10.ds. lægges hele skylden for folkeskolens elendige tilstand på regeringen.
Det er nok for megen ære at tillægge den og nok heller ikke den mest gennemtænkte konklusion vi endnu har set. Man må vel nærmere betegne synspunktet som skudt forbi!

Ti år ved magten er nemlig ikke nok til at få ryddet op i den misere der har hersket i skolen lige’68. Ikke engang Bertel Haarder der har været den mest ihærdige forbedringskraft uv-ministeriet har haft i en menneskealder, har ikke kunnet flytte så meget at det gør noget.
Og det skyldes først og fremmest lærerne. Hvorfor er der ingen der tør sige det?

For ligesom det er i ethvert andet firma, er det frontmedarbejderne der først og fremmest tegner foretagendet over for kunderne. Dem der må tage ansvaret når noget går galt. Men lærerne, uha, de har travlt ved den ansvarsforflygtige håndvask og har kun det sædvanlige mantra: send flere penge!

Tidsrøverne
Selvfølgelig findes der engagerede og dygtige lærere i den danske folkeskole. Desværre, kan man sige, for de har med deres tilstedeværelse forhindret det totale kollaps i at indtræde for længe siden. Nu er de så med til at sminke liget, så det åbenbart er et problem at se klart hvad problemet er, når skolens resultater skal bedømmes. Hermed er det selvfølgelige nævnt, og lad os så koncentrere os om de problembørn alt for mange lukker øjnene for. Og det er ikke blandt børnene vi skal lede …

Det danske skolevæsen har nemlig i alt for mange år været tynget af en dødvægt af tidstyve der har stjålet med arme og ben igennem det meste af deres ansættelse. Og det er første og fremmest dem der har æren for at det står til som det gør. Jeg har kunnet følge dem igennem et langt lærerliv – også i mit sidste job, hvor vi har modtaget elever hvor man har undret sig over hvad de dog har lavet i de 8 eller 9 år de har gået i deres skole. Elever som i 10. klasse har skullet ty til lommeregneren for at gange med 10! Så det er altså ikke noget den nuværende regering kan få æren for.

Og vi har oplevet dem på egen krop gennem årene, disse tidstyve, på flere niveauer. For det er ikke kun i folkeskolen bacillen hærger, den rumsterer hele vejen op i systemet: Den seminarielærer der på “Rustenborg” pludselig meddeler min kones hold at han ikke lige kommer de næste par uger. “Men det skal I ikke sige på kontoret. Jeg skal på charterferie.”


Den kollega der ustandselig kommer for sent til sine timer. Om han så er ansat i Jylland eller i hovedstaden. Og som også har travlt med at give ungerne fri lidt før tid. Lidt meget før tid, kan det ofte ende med. Stiller en anden en i døren ved ringetid, skal man passe på ikke at blive kaldt morakker. Og man kan da ikke bare afbryde en kollegial samtale fordi klokken ringer.


Så er der Filmschmidt der sagtens kunne vise sine evindelige film i alle sine tre klasser på engang. (Var der noget med klassestørrelser?)
Og spil- og legefuglene der ikke har forberedt undervisning til “de få minutter der efterhånden er tilbage af timen”.
“Skal vi ikke lege?” klynker ungerne, “vi er trætte i dag. Det har lige været ferie/vi skal snart ha’ ferie.” Så med mandagsunger og fredagsunger …
Jeg har ofte selv været ude for plagende unger der ville julepynte hele december måned.
“Det er jo sidste time før jul!” - “Sludder, der er mange dage endnu inden ferien.”
“Jamen, med dig! Og vi må gerne klippe julestads hos de andre lærere.”


Efter brutalt at have afvist dem med at det ikke er dét deres forældre har betalt mig for, kunne man så ofte konstatere (ved den almindelige samtale på lærerværelset) at der var noget om snakken. Hvorfor skulle lærerne ellers efterhånden være trætte af juleklip – hvis det netop ikke er foregået i lidt for mange timer i julemåneden?!


Respekt
Så det kan godt være at forældrene ikke har den fornødne respekt for skolen længere, med det er saftsuseme’ lærernes egen skyld. Hvis forældrene møder den slendrian jeg i min tid som lærer også har været vidne til, er det ikke så mærkeligt at de mister respekten.
Den indstilling der hersker i vide lærerkredse, ville i det private erhvervsliv have ført til én ting, og dét ganske prompte: ud af vagten!


En anden ting: Hvis et firma ikke har leveret den forventede vare, har kunden ofte krav på erstatning. Hvad sker der når lærerne igenigen (denne gang i den nordsjællandske kommune) siger til det bekymrede forældrepar til pigen i 6. klasse der ikke har lært at læse endnu: “Det kommer nok”?! – Intet! Forældrene/børnene kan ikke engang få deres skolepenge retur i form af en erstatning der kan sætte dem i stand til at betale for en skole hvor man véd at man skal undervise i læsning. (Mit seneste eksempel stammer fra sidste uge!)


Og hvad skete der for min tandlæge da jeg engang havde bedt ham lægge en lille brochure ud i venteværelset for et læsekursus jeg tilbød elever med læsevanskeligheder? Han måtte fjerne den igen. Hvorfor? Jo, nogle af hans patienter (lærere fra de lokale ballerupskoler) var blevet så provokerede af at nogen kunne antyde at “deres” elever kunne have brug for ekstra undervisning, at han risikerede at miste kunder på den konto.

Så lad os sammen istemme den gamle sang “sådan var det osse i halvfemserne …”

En del vil sikkert påstår at dette var en sang fra de varme lande. Dét skal vi imidlertid snart få demonstreret.

Gyseren fortsættes en anden dag.

I mellemtiden kan man læse om mit forslag til en effektiv uddannelse af lærere på min hjemmeside. Vælg fra forsiden emnet Skolepolitik.

Kommende emner til behandling på denne blog:
DLF – sagen om hvordan en fagforening i 70’erne fik jaget de mandlige lærere ud af skolen – og i tilgift ødelagt lejrskoleordningen
Udygtige lærere - en vidensforarmet skole
En læreruddannelse til rotterne
Farvel til Lise og Søren, goddag til hr. Jensen og fr. Johannesen